Forfatteren BERGIT FORCHHAMMER har skrevet flere erindringsbøger om 2. verdenskrig.
Hun er født i Tyskland, men på grund af moderens jødiske baggrund flygtede hun til England kun tre uger før krigen. I sin bog VENLIGSINDET FJENDE (Hans Reitzel, 1988) skildrer hun sin kaotiske tilværelse i det krigshærgede London. Som bl.a. chauffør i brandvæsenet oplevede hun rædslerne på nært hold.
I Tyskland udkom  hendes mors breve, udvalgt og redigeret af Bergit Forchhammer: WENN MEINE BRIEFE DICH ERREICHEN KÖNNTEN (Fischer Taschenbuch Verlag, Frankfurt, 1987), efterfulgt af bogen FERNE NÄHE (Fischer Taschenbuch Verlag), der fortæller både moderens og datterens historie mens de levede adskilt og uden forbindelse med hinanden gennem de seks forfærdelige krigsår.
 FØR AUSCHWITZ (Museum Tusculanum) er en dokumentarhistorie om jøden Adolf Oppenheimer, der langsomt men ubønhørligt gik sin skæbne i møde. Bogen er også udkommet i Tyskland med titlen ABSCHIED VON LOUISE (Dittrich Verlag, Köln).
I antologien EN DAG I MIT LIV (Forlaget Frydenlund, 2007) har Bergit Forchhammer bidraget med et kapitel: HJEMAD MEN IKKE HJEM . Hun skriver om den dag i 1945, da hun genser sin mor i Frankfurt/Main. Hun gjorde tjeneste i den amerikanske hær, og det var her hun i 1946 mødte sin danske mand.
De fleste af Bergit Forchhammers bøger og artikler handler om den tid, hun tilbragte i Afrika som medfølgende hustru til sin DANIDA-udsendte mand. Hun lever nu som aktiv, skrivende ’pensionist’ og foredragsholder i Brede ved Kgs. Lyngby. Hun er medlem af Dansk Forfatterforenings seniorgruppe.
Besøg  Bergit Forchhammers hjemmeside

